Følgende kommentar er føjet til debatten om “Forførerens Fald” på Informations hjemmeside torsdag den 29. maj:

Hejsa Bloglæser og Carsten Dahl.
Jeg er delvis enig med jer begge to. For det første med Bloglæser med hensyn til karakteristikken af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens anmeldelse som karaktermord, selvom indtrykket man efterlades med, er et ikke særlig succesfuldt karaktermord. For det andet er jeg enig med Carsten Dahl, ikke i at Thomassen og Brügger har ret, men i at man ikke skal lade karaktermyrderiet skygge for det indholdsmæssige i de tos kritik af filmen om Forførerens fald.

Præmissen for denne kritik er diskutabel. Den består i, at instruktørerne har stillet sig sidst i den lange række af mennesker, der har ladet sig fascinere af Linck og hans, jf. hvad man kunne se i filmen, duracel-kaninagtige energi og (selv-) begejstring og at netop denne sidsteplads burde have vaccineret dem mod Lincks forførelse. Og at de har forsømt netop det.

Om præmissen holder er, tror jeg, delvis et spørgsmål om temperament. For mit vedkommende kan jeg godt, på grundlag af filmen, godt se, hvorfor så mange er blevet besnæret af Linck, men filmen har også vaccineret mig imod nogensinde at hægte mig på projekter, hvis økonomiske virkeliggørelse er afhængige af Peter Linck (jeg regner bestemt heller ikke med, at han vil ringe). Jeg efterlades ikke med tvivl om han er i vild i roen. Det er han efter alt – inklusive filmen – at dømme.

Nu sidder jeg ikke i hovedet på instruktørerne, men hvis jeg skal forstå, hvorfor de har lavet filmen uden den brod, som Brügger efterspørger, så skyldes det sikkert en betragtning om, hvad der mangler i offentligheden. Og jeg tror ikke, at det er billedet af Peter Linck som psykofant eller “ejendomsmægler fra helvede” der mangler, men måske netop billedet af en mand med en idé, der efter hans egen opfattelse var så god, at han i “den gode sags tjeneste” kunne tillade sig alt muligt for at virkeliggøre den.

Man – jeg, hedder det – fornemmer, at den eneste kritik der i Brüggers og Thomassens forståelse ville være kritisk nok, ville være én, som dæmoniserede Peter Linck og gjorde ham endnu mere til det, han i forvejen var i hovedet på mange mennesker, og derved gjorde det svært at forstå, hvordan det kunne gå til, at så mange løb sammen om at virkeliggøre hans muligvis gakkede plan om en dansk Herald Tribune.

Dagbladet Dagen er lidt som Ny Alliance; et lidt kitchet projekt, som mange åbenbart var enige om havde en fremtid for sig, fordi der i deres øjne manglede “sådan noget”, og det der ellers fandtes var dansker-provinsielt, og ikke “på højde” med “det nye”. Det er let at begejstre med fornyelse, og der findes segmenter i det danske samfund, for nu at tale mediedansk, eller klasser, der tendentielt står parat til at hoppe på det første og bedste, der kan føje lidt up-beat-aura til deres selvforståelse som provinsialitetsoverskridere.

Det er det svært at lave dokumentarfilm om, og den vinkel er da heller ikke til stede i “Forførerens Fald”. Men det ville være sværere at bruge filmen til tænke den bredere tanke om de større sammenhænge, som historien om Dagen indgår i, hvis filmen havde gjort et nummer af at personificere årsagen til det ulyksagelige forløb i Lincks person, end hvis den som nu giver personen Peter Linck en mulighed for at komme til orde, og efterlade andet indtryk end at han har en skrue løs.

Så fik jeg en blog på min profil. Anledningen er selvfølgelig, at jeg vil prale lidt med mine guldkorn, men også at vi i disse dage bliver bombaderet med sludder om Israel, Palæstinenserne og Mellemøsten i det hele taget. Det er lidt gamle tekster noget af det, men som enhver der følger lidt med vil vide,at der trods fanfarer om frem- og tilbageskridt i fredsprocesser, og trods vores Udenrigsministers højtstemte hensigtserklæringer ikke sker alverden. Det meste af det, der bliver vist og sagt i fjernsynet er noget slemt vås, og dertil pro-israelsk progandistisk vås, og i aviserne står det ikke stort bedre til, selvom der findes hæderlige undtagelser. Hen ad vejen kommer der mere på, gammelt og – håber jeg – nyt, men indtil da to artikler om antisaemitisme og antizionisme og om det opalæstinensiske flygtningeproblem, et par nekrologer over afsjælede palæstinensiske politikere.

Med venlig hilsen, Lars Ploug

»Hvis kritik af Israel er antisemitisme, så er det ikke noget problem at være antisemit«. Sådan nogenlunde konkluderede Torben Lund, dengang socialdemokratisk medlem af EU-parlamentet, sit usædvanligt klarsprogede udfald mod Sharon og mod det hykleri og fedteri der karakteriserer europæisk Mellemøst-politik. Torben Lund ventede, skrev han, en beskyldning om antisemitisme fra »det jødiske samfund« der »råber hver gang der rejses kritik« (Politiken 3.5.04).

Se, det var en foræring til dem, der – som Torben Lund havde ventet det – ville gøre hans kritik af den jødiske stats konkrete praksis til et angreb på jøder overhovedet. Tidligere overrabbiner Bent Melchior, som ellers nøjes med at forholde sig forstående og patroniserende til kritikere af Israel, mente at når nu Lund faktisk bad om at blive kaldt antisemit, så ville han ikke selv holde sig tilbage: »Derfor, Lund, får du titlen antisemit med ret til at bære samme, og du er blevet nærmeste kollega til (Nazi-Johnny, red.) Hansen, Greve, der også praler med at være racist. Tillykke.« (Politiken 8.5.04) Og så havde vi balladen: Seidenfaden, redaktør på Politiken forsøgte at dele sol og vind lige ved på én gang at acceptere Melchiors anklage og bede ham om at anlægge lidt bredere skuldre. På Jyllandsposten genoptog man »lederstilen« fra 30erne (omend med en anden adresse), og skrev om at Lunds indlæg havde et indre slægtskab med Julius Streicher, redaktør på den nazistiske avis Der Stürmer (Jyllandsposten 18. maj 2004).

Israelsk eller jødisk anliggende?
I Melchiors, Seidenfadens og Jyllandspostens optik var Torben Lunds brøde den, at han ved at kritisere »det jødiske samfund« samtidigt kritiserede jøderne en bloc og derved fik gjort den manglende kritik af Israel, og de konsekvenser den måtte have for udbredelsen af anti-jødisk sindelag, til et jødisk anliggende. Torben Lund havde nemlig også kritiseret danske jøder for ikke i fornøden grad at have kritiseret Israel, og kom derved til at antyde, at tavse jøder bar et ansvar for udbredelsen af antijødisk sindelag.

Har Torben Lund begået fejl, så er der tale om sproglig klodsethed. En klodsethed, der leverede Melchior et alibi for ikke at tale indholdsmæssigt om den sag, som Torben Lund havde beskæftiget sig med i sit første indlæg. For selvfølgelig kan man tale om det »jødiske samfunds« manglende engagement i kritikken af Israel, uden at man derved behøver at mene at danske jøder har svoret sig sammen om ikke at engagere sig, eller at deres religion, kultur eller biologi tilsiger dem ikke at gøre det.

Vi kan tale om det danske samfund, det katolske samfund, det muslimske samfund; om ansvar som disse samfund tager eller ikke tager osv., uden at vi mener at det gælder hver og et medlem af »samfundet«. Den slags generaliseringer er ofte uheldige og der ligger en opgave i at undgå de væste af dem.

Men at påstå, som Melchior og Jyllandsposten gør det, at Lunds generaliseringer er analoge til nazismens og – må vi vel forstå – ultimativt med samme konsekvens, er under det moralske lavmål. Ikke alene er det et modbydeligt forsøg på at karaktermyrde Torben Lund, det er også en hån mod de mennesker, der nu og før har været ofre for konsekvenserne af antisemitiske ideologier.

Skyttegravskrig
Ud over at demonstrere det debatkulturelle niveau hos Bent Melchior, eksemplificerer balladen om Torben Lund, at der i debatter vedrørende Israel – Palæstinaspørgsmålet kan introduceres ræsonnementer, der i andre sammenhænge ville blive leet ad. F.eks. bliver palæstinensisk modstand mod den israelske besættelse ofte udlagt som udtryk for antisemitisme, som om der ikke var andre og bedre grunde til palæstinensisk anti-israelsk sindelag. Eller for slet ikke at tale om teorien om »semantisk glidning« der udlægger kritikken af israelske menneskerettighedskrænkelser som udtryk for antisemitisme: Når vi taler om bosættelser, tortur eller husødelæggelser, så er det i virkeligheden ikke disse fænomener vi kritiserer. Det er jøderne, vi ikke kan lide!

Det underlige er, at almindelige avislæsere og debattører ikke revolterer mod vrøvlet, der i en lind og endeløs strøm finder plads i især den trykte presse.

Det er ikke længe siden, at vrede læsere mente om Politiken, at avisen var antisemitisk, og kun lidt længere siden, at kritikere af Operation Dagsværks Palæstinakampagne sendte samme gespenst ud at gå. Og nu er det altså Torben Lund, der skal have turen. Det næstunderligste er, at den udbredt agitatoriske brug af »antisemitisme« som erstatning for mere lødig argumentation ikke har givet anledning til mere systematisk undersøgelse.

Debatten om Palæstina, Israel og forholdet mellem arabere og jøder udenfor Mellemøsten behøver en oprydning i begreberne, og dem der ønsker at bidrage til mere redelig information om konflikten må kende til de følelser, der er på spil, og som skaber et slaraffenland for platugler, der gør der gør det i at kyse Israel-kritiske stemmer med anklager om nazistisk antisemitisme.

Selvom påstandene om venstreorienteret og anti-israelsk antisemitisme i regelen ikke har noget på sig, og selvom det er let at vise det, er det alligevel rart og vigtigt at nogen gør sig den umage offensivt at kritisere den lemfældighed, hvormed offentlighedens debattører strør om sig med bekymring om den omsiggribende antisemitisme og anklager om nazistiske sympatier. Og blandt disse nogle, der heldigvis bliver flere og flere, er historikeren Morten Thing og redaktørerne på magasinet Counterpunch, Alexander Cockburn og Jeffrey St. Clair. Morten Thing har begået den lille bog »anti«, om antisemitisme og antikommunisme (engang to sider af samme sag), og Cockburn og St. Clair har redigeret en lille antologi om »The Politics of antisemitism«.

Antisemitisme
De fleste af bidragyderne til Cockburns og St. Clairs bog deles, så vidt jeg kan læse mig til, om at være amerikanere og skrive til en amerikansk offentlighed, der i langt højere grad end den danske er præget af proisraelske fanatikere, der har pantsat deres dømmekraft i forestillingen om israelsk ufejlbarlighed. F.eks. salig Edward Said og Norman Finkelstein.

En af undtagelserne fra det »amerikanske« billede er Uri Avneri fra Gush Shalom, der netop gør, hvad Melchior anklager Torben Lund for at gøre. Han placerer (en del af) ansvaret for udbredelsen af antijødisk sentiment hos Sharon og i israelsk politik. Theodor Herzl’s drøm, om Israel som et sikkert helle for jøder, har opgivet ævret. Israel er blevet et af de mest usikre steder at opholde sig, hvis man er jøde, og verden over ser jøder sig truet, fordi Sharon har haft held til, blandt modstandere og tilhængere, at gøre israelsk politik til et jødisk anliggende. Sharon’s regering er, skriver han, »et gigantisk laboratorium der gror antisemitisk virus«. Og »Sharons propagandister hælder benzin på bålet. Ved at kalde alle kritikere af hans politik for antisemitter, brændemærker han store grupper». Mange gode folk, som overhovedet ikke føler nogen for had mod jøder, men som afskyr forfølgelsen af palæstinenserne, bliver nu kaldt for antisemitter. Alvoren bliver altså taget ud af ordet antisemitisme, og det bliver giver noget, der ligner respektabilitet«. Torben Lunds pointe, med andre ord.

Den gentages i Michael Neumanns artikel, som er bogens bedste. Han forsøger at indkredse, hvad antisemitisme er, og hvorfor og i hvilken forstand at vi skal tage den alvorligt. Han konstaterer, at når antisemitisme opleves som noget, der ikke bare er almindelig racisme vendt mod jøder, og derfor ses som værende andet og mere end andre racismer, så skyldes det holocaust. Når europæiske politikere går i ekstraordinær panik over den »antisemitisme«, der kommer til udtryk i arabisk minoritetsungdoms hærværk mod jødiske synagoger og kirkegårde, så skyldes panikken, at vi »jo har set, hvad antijødiske indstillinger kan føre til«.

Men skønt der måske nok er grund til både bekymring og handling, som der er det i forhold til al slags racisme, så er der ingen grund til ekstraordinær bekymring. Dels udtrykker voldshandlingerne og hærværket ikke følelser eller ideologi, der på nogen måde sammenlignes med den, der næsten udryddede Østjødedommen, dels er de historiske omgivelser nogle fundamentalt andre end dem, der fandtes i Europa mellem de to verdenskrige.

Først og fremmest er de minoritetsarabere der i voldelig praksis og hadsk retorik udviser animositet overfor jøderne netop en minoriet – og dertil en usædvanligt marginaliseret en af slagsen. Så selvom nogen af disse arabiske unge ville hævne sig på alle jøder, så er der ingen grund til særlig panik. Og, kunne man tilføje, hvis der på noget tidspunkt opnås nogen udbredt opfattelse, der legitimerer »endelige løsninger«, så vil det – som tingene ser ud nu – være på det »muslimske problem«.

For selvom mange af israels apologeter gerne vil fremstille den heldigvis udbredte kritik af israelsk undertrykkelse af palæstinenserne som en nyformulering af antisemitismens »evige« eller universelle jødiske spørgsmål, så findes der i dag ingen sådan nyformulering. Der findes naturligvis klassisk antisemitisme, men den er i hovedsagen isoleret til marginale tosser på den yderste højrefløj; og der findes antijødiske racister, der begrunder deres racisme med Israels optræden i statens krig mod palæstinenserne. Men skønt de som er udsatte for denne og anden slags racisme nok er ligeglade med hvem og hvad de bliver ofre for, så er det vigtigt at kunne skelne.

Begrebet antisemitisme
Brugen af begrebet antisemitisme trækker en lang række følelser med sig der gør egentlig politisk analyse umulig og manipulation og demagogi til attraktive udveje for dem, der ikke har en sag eller som vil skræmme andre til at holde sig fra at blande sig eller for den sags skyld mene noget. Interesserer man sig for begrebet antisemitisme snarere end for dets politiske effekter i den offentlige debat, så er det Morten Things lille bog »Anti«, der er relevant.

Antisemitisme er, skriver han, ikke en betegnelse, der kan kastes efter en hvilken som helst fjendtlig indstilling overfor jøder. Man kan føle og ytre mishag ved jødisk religion eller kultur eller den jødiske stat, uden at man derfor er antisemit. Antisemitisme er ikke, som nogen ynder at beskrive den, universel og udstrakt over al tid, men historisk specifik og knyttet til fremvæksten af racismen.

Den kristne antijødiske ideologi rettede sig mod den jødiske religion, dvs. det var i deres egenskab af tilhængere af den jødedommen at jøder blev forfulgt. De kunne, i princippet i alt fald, konvertere og blive »rigtige mennesker«.

Siden rodede moderniten op i sproget, og pludselig var det jødiske ikke længere noget, der kun havde med religiøs identitet at gøre. Man kunne være ateistisk jøde, man kunne være socialistisk jøde, man kunne være zionist osv.

I den situation var det racismen, der introducerede den forestilling, at det jødiske ikke handlede om ting man gjorde, sagde eller mente, men noget man var, uanset hvilke anstrengelser man gjorde for at være noget andet. Dermed banede antisemitismen, som en ikke atypisk ideologisk reaktion på moderne mangfoldighed, vejen for den tanke, at løsningen på »det jødiske spørgsmål« var at sørge for, at der ingen jøder var overhovedet.

Antisemit bliver man med andre ord, hvis man gør genstanden for sit had til noget, der universelt, til alle tider og under alle forhold hører til det at være jøde. I Synsfeltet (DRs P1) formulerer Thing det sådan, at man i dag ikke kan erklære sig som antisemit, uden i en eller anden forstand at erklære sig medansvarlig for eller moralsk indforstået med nazismens jødeudryddelser.

Det samme gælder naturligvis den anden vej. Når Bent Melchior kalder Torben Lund for antisemit, så er hans pointe at Lund abonnerer på en ideologi eller lider af en »tvangstanke«, der i sidste ende er nazistisk. Lund kaldes kollega til Johnny Hansen, og sågar hans »sengekammerat«, så der lades ikke megen tvivl tilbage om den sag. Men i Lunds artikler optræder der intet, der kan motivere den slags postulater. I det højeste ligger der i kronikken en uheldig generalisering om »det jødiske samfund«, men at slutte fra den generalisering til nazistisk sindelag, er en ulyksagelig, men altså ikke enestående forurening af debatten.

Bent Melchior bruger holocaust, det tyvende århundredes grusomste, og i politisk og moralsk forstand vigtigste erfaring, til at skræmme folk fra at være uenige med ham. Mange af de mennesker, der ytrer sig kritisk overfor Israel er de samme, der udover at slå knuder på sig selv for ikke at komme til at sige noget, som Melchior m.fl. kan udlægge som antisemitisme, går til mindehøjtideligheder for nazismens ofre, konfronterer virkelige nazister og forbinder sig til israelere, der som Uri Avneri godt kan kende forskel. Imens gør Melchior nazi-Johnny stueren ved at gøre ham og Torben Lund til to stykker af samme alen.

Artiklen er bragt på Kontradoxa 14. juli 2004

Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.

Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.

Men hvad er det, Arafat ikke kunne eller ville, men skulle? Tilsyneladende handler det om de selvmordsbombere, som han skiftevis ”ikke har styr på”, ”lader operere” eller fra tid til anden ligefrem ”kontrollerer”. Og derfor vel også den store del (flertallet?) af de palæstinensere, som ulykkeligvis og forståeligvis – deres israelsk besatte tilværelse taget i betragtning – kun har skuldertræk eller skadefryd til overs for de israelske civile, der kommer af dage ved selvmordsbombeangreb.

Og det handler om de ”indrømmelser” (en euphemisme for overgivelse), som Arafat ikke har kunnet levere. F.eks. ved Camp David forhandlingerne i sommeren 2000, hvor Ehud Barak ved nordamerikansk mellemkomst angiveligt tilbød Arafat, hvad ingen anden israelsk leder før havde tilbudt. Ingen vidste konkret noget om indholdet.

Alligevel stod lederskribenter og kommentatorer i kø for at udlægge hans afvisning som et udslag af urimelige fordringer og en ”missed opportunity” af historiske dimensioner. Senere har en amerikansk embedsmand afsløret, hvad indholdet i tilbuddet bestod i. Og set i lyset af palæstinensiske interesser, og af de FN konventioner, der giver dem en slags legitimitet, ville Arafats accept de facto have gjort ham endnu mere til konge af den palæstinensiske bantustan, end han var det i forvejen.

Og det viser hen til en anden måde at forstå det med det irrelevante: Israelerne har ikke mere at bruge Arafat til. Han har leveret det, han skulle levere. Han, som palæstinenserne har set op til, fik med Oslo-aftalen effektivt demonteret den første Intifada, og sat de folkelige ledere i de besatte områder ud af spillet til fordel for et regime, der kunne kontrollere hoben og holde den hen med løfter om et frit Palæstina.

Mens jeg sidder og skriver, kan radioavisen melde, at Arafat nu er død, sådan helt officielt. Og i aftenens nyhedsudsendelser vil de fortælle om terroristen, der blev fornuftig i 1993, men som siden blev diktatorisk leder af Det palæstinensiske selvstyre. Udenrigsministre vil, som vores egen Per Stig Møller i radioavisen kl 8 betone Arafats rolle som nationalt symbol for palæstinenserne, og tale om at hans død, trods den tristesse den giver anledning til, åbner et ”window of opportunity” for en fredelig udvikling. Man håber, at Arafat afløses af en eller anden, der er tilstrækkeligt i israelernes sold til at ville gøre den politiske undertrykkelse i Palæstina endnu mere massiv, sådan at der ikke er bøvl på den palæstinensiske bagsmæk.

Mens den amerikanske præsident og hans korps af højt placerede fedterøve i ”det ny Europa” får sig en svingom på Arafats grav, er der god grund til at huske på, at Arafat har spillet en stor rolle i skabelsen af den palæstinensiske nationale identitet, og at hans skæbne i høj grad skyldes svigt fra alle dem, der har haft noget at skulle have sagt, som har burdet sige noget, men som ikke har turdet. Alle de, der har forestillet sig, at forhandlinger kunne komme nogen vegne, når mægleren, De Forenede Stater, har spillet rollen som den, der garanterer den monstrøse uretfærdigheds fortsættelse.

Arafat, der også lød sit nom de guerre Abu Ammar, har indimellem sagt nej, hvor han burde. Han har bedt Sharon om at ”gå af helvede til”, og i øjeblikkes klarsyn og integritet afvist de mest fornedrende krav fra Israel og vennerne. Og at Bush glæder sig over hans afsjæling er ikke det ringeste gravmæle.

Artiklen er bragt på Kontradoxa 11. november 2004

Israels sikkerhed er det semantiske våben, der skyder alle oplysningsidealer og kritisk fornuft i grus, godt hjulpet på vej af systematisk bagvaskelse af Israels kritikere med anklager om antisemitisme. Sik­ker­hed står således før afviklingen af bosættelser, kontrolposter og bypass roads, og i det hele taget af det apartheid-lignende system, som forståelig- og beklageligvis motiverer unge palæstinensiske mænd og kvinder til at sprænge sig selv i luften sammen med så mange israelere som muligt. Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at Israel fortsætter med en politik, der med usvigelig sikkerhed vil producere flere selvmordsbombere og gøre livet endnu mere usikkert for jøder i den stat, hvis højere mening vistnok er at være det ene sted i verden, de kan være og føle sig sikre.

Ét svar på det spørgsmål handler selvfølgelig om det jerngreb som den zionistiske ideologi holder israelsk politik i, og at ideologien er ufornuftig. Den snak er der også noget om, men et andet svar gives af den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein i sin bog ”The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism”. Bogen er på en og samme tid en udlægning af historien om den frimarkedsideologi, der har spillet forskellige, men vigtige og skæbnesvangre roller overalt i verden, og en diagnose af de nye markeder som har åbnet sig undervejs i krigen mod terror og de store selskabers bestræbelser på at gøre dem endnu større og endnu mere profitable. Og Israel har, skriver Klein, i kraft af sin beliggenhed og politik fået en særlig rolle at spille i den ny kapitalisme.

Sikkerhedsstaten
Kleins pointe baserer sig i korte træk på den ukontroversielle påstand, at det var Israels økonomiske isolation i Mellemøsten, der var i alt fald en del af statens incitament for at forlade kursen med konsekvent afvisning af forhandlinger med palæstinenserne. Israel så en økonomisk pointe i at normalisere forholdet til de arabiske stater, der efter Egyptens enegang i 1977 stadig var lukket land for afsætningen af israelske varer, eller med Shimon Peres ord: ”Et nyt Mellemøsten” med ”fred mellem markeder”. Israel skulle være, hed det blandt andet, Mellemøstens Singapore. Sådan er det som bekendt ikke gået, men Israel har ikke desto mindre kunne opvise en dramatisk vækst i økonomien. Nøgleordet er netop sikkerhed. Israelske dimser og knowhow indenfor overvågning og terrorbekæmpelse har, ovenpå 11. september og ”krigen mod terror” gjort hele den vestlige verden til et lukrativt marked, og Israel til et gigantisk showroom for teknologier af den slags, som populistiske politikere og visionære voldsmonopoler ikke kan få nok af.

Grønne zoner
Israel er blevet en sikkerhedsstat, der ikke alene kan leve med den desperate situation, som den har anbragt de okkuperede palæstinensere i, men også har en slags gavn af den trussel, som de desperate palæstinensere udgør: For fortsat at kunne være innovativ og for fortsat at kunne tjene som levende eksempel på, at man kan leve med ansvaret for at have undertrykte, fattige og desperate mennesker i nabolaget uden at behøve at tænke på at give dem et bedre liv. Overalt i verden føler privilegerede mennesker deres privilegier truet, og overalt efterspørges ”løsninger” der ikke involverer omfordeling af ressourcer. Det handler om at etablere ”grønne zoner” eller gated communities, om at holde hoben ude, snarere end om at lukke den inde. Så i det lys er der to grunde til at Israel ikke går op i politiske løsninger på konflikten med palæstinenserne. Den ene er, at det ikke er det nære marked i Mellemøsten, som er interessant for Israels ny økonomi, men snarere det internationale. Så Israel har ikke længere det incitament for forhandlinger, som staten havde i det sidste årtusindes sidste årti. Den anden er, at Israel behøver truslerne som omgivelse for innovation, som kreativt miljø.

Israel blev, som mange andre økonomier offer for det såkaldte dot-com sammenbrud efter årtusindeskiftet. Der var blevet tjent mange og hurtige penge på den ny internet-økonomi, og dot-com selskabernes værdi var steget voldsomt. Den ny økonomi blev forudsætning for at den isolerede israelske økonomi kunne vokse, og da boblen brast ramte det derfor Israel ekstra hårdt. Men ”kampen mod terror ” har altså gjort det muligt at løbe de døre ind, der ellers var lukket af økonomisk krise og isolation.

Friedmans doktrin
Naomi Klein, der tidligere har glimret ved udgivelsen af blandt andet bogen ”No Logo”, og som medinstruktør af filmen ”The Take” om fabriksbesættere i Argentina, er en blandt flere betydningsfulde kritikere af nyliberalismen, dvs. den ”politik” der vil afskaffe politik overhovedet og erstatte så mange af statens funktioner som muligt med private operatørers tjenester

Den store nyiliberale guru er den amerikanske økonom, filosof og nobelpristager Milton Friedman, og det er hans ”doktrin” om chokket som forudsætning for introduktion af radikal markedsorientering af samfund, som Klein tager udgangspunkt i. Friedman ville nok ikke selv anerkende doktrinen som doktrin, for den står i skarp kontrast til hans påstand om de radikalt politikløse og markedsorienterede samfunds frihed. Men Klein har fundet frem til et sigende citat, hvor Friedman skriver, at det næppe er muligt at indføre radikale frimarkedsreformer af demokratisk vej, og at der behøves et chok, for at det kan lade sig gøre.

I bogen viser Klein, gennem et imponerende arsenal af eksempler, at den radikale frimarkedspolitik behøver den hårde hånd for at blive virkeliggjort. Vi bliver taget fra Chile, hvor netop Friedmans lærlinge fra Chicago School of Economics, de såkaldte Chicago-drenge, fik frie hænder af General Pinochet til at omorganisere økonomien i mesterens billede, til Storbritannien, hvor Friedman-fan Thatcher statuerede et eksempel for alle britiske arbejdere ved at løse problemerne med strejkende minearbejdere med vold og derved statuere et eksempel for alle mindre betydningsfulde fagforeninger. Derfra til Rusland, hvor Jeltsins kup mod Dumaen asfalterede vejen til udsalget af den russiske stats aktiver, og til Kina hvor regimets massakre på Den Himmelske Freds Plads banede vejen for en besynderlig kombination af det værste fra statssocialismen og kapitalismen, nemlig en radikal markedsorientering af Kina under opsyn af et kommunistisk parti af værste, stalinistiske slags.

Chokterapi
Det seneste eksempel på doktrinen i aktion, hvor chokket påføres bevidst, er Irak. Irak er, skriver Klein, et eksempel på, hvordan den nyliberale grådighed får frit løb. Irakiske værdier blev solgt for ingen penge til initiativrige forretningsmennesker, og milliarder af amerikanske dollars bliver overført til den såkaldte genopbygning, der i det store og hele er en fiktion. Irakerne får næsten ingenting for de penge, som amerikanske skatteydere kaster efter de projekter, der skulle gøre Irak til eksempel for resten af Mellemøsten.

Den nye tendens består i at drage nyiliberal nytte af de katastrofer, som der efter alt at dømme bliver flere af. Fx som følge af terrorangreb som det, der ramte borgere i New York i 2001 og oversvømmelser som dem, der lagde New Orleans under havets overflade. Der handler det om at udnytte katastrofen. For det første ved at lade private entreprenører overtage de opgaver, som statslige organisationer ikke magter at løse på grund af uduelig ledelse og den mangel på resourcer, der ofte er konsekvens af nedskæringer. Således kunne man i 2005 opleve vagter fra firmaet Blackwater sørge for sikkerheden i det våde kaos i New Orleans, og at private entreprenører klagede over at det blev tilladt velgørende non-profit organisationer at hjælpe nødstedte. Det var, ja gæt selv, konkurrenceforvridende!

Sikker i en verden af kaos
For det andet ved at etablere forsikringsordninger, der gør det muligt for velstående mennesker at sørge for sig selv, så de kan forlade den samme båd, som katastroferne i udgangspunktet anbringer alle i. Et forsikringsselskab lover fx at man kan gøre ”katastrofen til en ferie”. Skulle ulykken være ude, og orkanen, skovbranden eller oversvømmelsen ramme ens bolig, sørger selskabet for ferie med hotel, flytransport og det hele, og for at huset bliver genopbygget i det luksuriøse fravær.

Tilhængerne af det uregulerede marked elsker katastrofer. Fordi det giver dem lejlighed til at vise, at det offentlige beredskab, som deres politiske venner har hjulpet til at gøre utilstrækkeligt og inkompetent, står sig bedre ved at blive overladt til private entreprenører. Og fordi det skaber et marked, hvor de som har pengene kan købe sig tril tilstrækkelighed og ekstra luksus, hvor staten fejler.

Derved udhules oplevelsen af natur- og menneskeskabte katastrofer som fælles vilkår, som der kan og bør handles på politisk. Og det er der, den katastrofile kapitalisme tilbyder en særlig rolle for Israel som leverandør af de koncepter og den teknologi, som gør det muligt for vinderne ikke at blive truet af, eller overhovedet at skulle forholde sig til taberne. Som magthaverne i Israel, der har fundet ud af at leve med, at de har gjort tabere af et helt folk.

Nu stiller spørgsmålet sig naturligvis, om Naomi Klein er komplot-teoretiker. Eller måske endda antisemit, når hun netop fremhæver netop Israel, den jødiske stat, som den katastrofile kapitalismes top-præstation. Men den katastrofile kapitalisme behøver ingen konspirationer og ingen jøder for at virke. Alt hvad den behøver er en katastrofe, eller angsten for en. og så nogle grådige og entreprenante mennesker, der står på spring for at udnytte den.

I 2004 ved denne tid på året skrev jeg til Kontradoxa en nekrolog over Yassir Arafat, der efter lang tids isolation og sygsdom i sit hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden åndede ud for ikke siden at ånde ind igen. Arafat, overleveren og diplomaten, havde side 2001 siddet isoleret i sit hovedkvarter i det land, hvis selvstændighed han havde brugt sit liv til at kæmpe for. Hvis det sidste han gjorde var at se ud af vinduet, så så han de israelske tanks, der i bogstavelig forstand havde gjort ruiner af såvel hans embedsbolig og hans drøm om en selvstændig palæstinensisk stat. Nu må jeg til tasterne igen og skrive nekrolog, for nu har George Habash, endnu en af palæstinensernes store politikere fundet sit livs afslutning.

Hvad Al-Hakim (den vise) så ud af sit vindue var ikke Palæstina, for det land havde han ikke set i mange, mange år. Han døde lørdag i Amman, Jordan, af et hjertetilfælde, og kunne se tilbage på et langt liv som flygtning og indtil år 2000 som generalsekretær for Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP). Født i landsbyen Lydda i 1926 blev han og hans familie som så mange andre palæstinensere ofre for den etniske udrensning af palæstinensiske arabere, der gik forud for og fulgte Israels oprettelse i 1948.
I begyndelsen af 50erne var Dr. Habash (han var læge blandt grundlæggerne af Arab National Movement, der under indtryk af arabisk nationalisme eller panarabisme søgte at gøre Palæstinas befrielse fra zionistisk besættelse til en del af en bredere arabisk bestræbelse på uafhængighed af de vestlige kolonimagter, men ovenpå junikrigen i 1967,hvor Israel underlagde sig endnu mere arabisk territorium dannede Habash sammen blandt andre forfatteren Ghasan Kanafani (myrdet af Mossad i 1972) det venstreorienterede PFLP.
PFLP er i vid udstrækning blevet gjort synonym med de flykapringer som organisation gennemførte i 70erne, men spillede også en vigtig rolle i de besatte områder især under den første palæstinensiske opstand, Intifadaen (1987-1991), hvor PFLPs lokale aktivister spillede en vigtig rolle i organiseringen af den palæstinensiske befolkning. Dermed kom PFLP til at spille en vigtig rolle i det forløb, der gav den Palæstinensiske befrielsesorganisation en slags momentum På Madrid-konferencen 1991, hvor PLO blev repræsenteret af politikere fra den besatte områder som del en jordansk delegation.
Dette momentum satte formand Arafat imidlertid over styr i Oslo-processen, der blev til gennem hemmelige samtaler mellem Arafats håndgangne mænd og Israelerne. Oslo var, som fredsprocesproces betragtet, var forbi nærmest inden den var begyndt. Arafat fik sit selvstyre, og blev noget der lignede en præsident. Men selvstyret var i realiteten en række indbyrdes isolerede Bantustans, og Arafat blev statholder, der regerede på Israels nåde, så længe han kunne levere varen og være, hvad der i fredsproces-industriens jargon blev kendt som relevant.
PFLP er, i løbet af 90erne og ind i det nye årtusinde, blevet en svag og fattig organisation, selvom de har haft ret i deres analyse af fredsprocessen som en opskrift på fortsat israelsk besættelse og kolonisering. Beklageligvis har dem med uret også haft penge, og de har kastet milliarder efter Arafats selvstyremyndigheder og ”fredsvillige”, ”realistiske” og ”relevante” samarbejdspartnere; idag Mahmoud Abbas, senere en anden, der viser sig mere relevant for Israels formål.
Arafat blev irrelevant for Israel og fredsprocesmagerne, da han ikke længere ville eller kunne være redskab for den fortsatte besættelse. Dr. Habash og hans organisation var aldrig relevant i den forstand, og står derfor, sammen med andre palæstinensiske politikere for et venstreorienteret og verdsligt alternativ til den islamiske vækkelse, der i lyset af den fortsatte israelske besættelse og korrupte Fatah-administration har grebet palæstinenserne. Men sympatisk eller ej, et slagkraftig t alternativ til Hamas er PFLP ikke, og tegnene på, at det i den nære fremtid kan blive anderledes, er små eller ikke-eksisterende.
På Vestbredden erklærede den relevante Mahmoud Abbas officielle sørgedage til ære for altid irrelevante Habash, hvis organisations kompromisløshed mht udlægningen af ”det palæstinensiske spørgsmål” står i grelleste modsætning til Fatah-statholderiets servilitet. Og selvom kompromisløsheden mht accept af besættelse og apartheid muligvis har stået i vejen for at PFLP og Habash kunne opnå indflydelse, så har den haft, og har fortsat, positiv betydning som lille, men dog eksisterende alternativ til Hamas’ islamisme og Fatahs oportunisme. Og alternativets faktiske eksistens er, så småt det end er, forudsætning for at det kan blive stort.