»Hvis kritik af Israel er antisemitisme, så er det ikke noget problem at være antisemit«. Sådan nogenlunde konkluderede Torben Lund, dengang socialdemokratisk medlem af EU-parlamentet, sit usædvanligt klarsprogede udfald mod Sharon og mod det hykleri og fedteri der karakteriserer europæisk Mellemøst-politik. Torben Lund ventede, skrev han, en beskyldning om antisemitisme fra »det jødiske samfund« der »råber hver gang der rejses kritik« (Politiken 3.5.04).

Se, det var en foræring til dem, der – som Torben Lund havde ventet det – ville gøre hans kritik af den jødiske stats konkrete praksis til et angreb på jøder overhovedet. Tidligere overrabbiner Bent Melchior, som ellers nøjes med at forholde sig forstående og patroniserende til kritikere af Israel, mente at når nu Lund faktisk bad om at blive kaldt antisemit, så ville han ikke selv holde sig tilbage: »Derfor, Lund, får du titlen antisemit med ret til at bære samme, og du er blevet nærmeste kollega til (Nazi-Johnny, red.) Hansen, Greve, der også praler med at være racist. Tillykke.« (Politiken 8.5.04) Og så havde vi balladen: Seidenfaden, redaktør på Politiken forsøgte at dele sol og vind lige ved på én gang at acceptere Melchiors anklage og bede ham om at anlægge lidt bredere skuldre. På Jyllandsposten genoptog man »lederstilen« fra 30erne (omend med en anden adresse), og skrev om at Lunds indlæg havde et indre slægtskab med Julius Streicher, redaktør på den nazistiske avis Der Stürmer (Jyllandsposten 18. maj 2004).

Israelsk eller jødisk anliggende?
I Melchiors, Seidenfadens og Jyllandspostens optik var Torben Lunds brøde den, at han ved at kritisere »det jødiske samfund« samtidigt kritiserede jøderne en bloc og derved fik gjort den manglende kritik af Israel, og de konsekvenser den måtte have for udbredelsen af anti-jødisk sindelag, til et jødisk anliggende. Torben Lund havde nemlig også kritiseret danske jøder for ikke i fornøden grad at have kritiseret Israel, og kom derved til at antyde, at tavse jøder bar et ansvar for udbredelsen af antijødisk sindelag.

Har Torben Lund begået fejl, så er der tale om sproglig klodsethed. En klodsethed, der leverede Melchior et alibi for ikke at tale indholdsmæssigt om den sag, som Torben Lund havde beskæftiget sig med i sit første indlæg. For selvfølgelig kan man tale om det »jødiske samfunds« manglende engagement i kritikken af Israel, uden at man derved behøver at mene at danske jøder har svoret sig sammen om ikke at engagere sig, eller at deres religion, kultur eller biologi tilsiger dem ikke at gøre det.

Vi kan tale om det danske samfund, det katolske samfund, det muslimske samfund; om ansvar som disse samfund tager eller ikke tager osv., uden at vi mener at det gælder hver og et medlem af »samfundet«. Den slags generaliseringer er ofte uheldige og der ligger en opgave i at undgå de væste af dem.

Men at påstå, som Melchior og Jyllandsposten gør det, at Lunds generaliseringer er analoge til nazismens og – må vi vel forstå – ultimativt med samme konsekvens, er under det moralske lavmål. Ikke alene er det et modbydeligt forsøg på at karaktermyrde Torben Lund, det er også en hån mod de mennesker, der nu og før har været ofre for konsekvenserne af antisemitiske ideologier.

Skyttegravskrig
Ud over at demonstrere det debatkulturelle niveau hos Bent Melchior, eksemplificerer balladen om Torben Lund, at der i debatter vedrørende Israel – Palæstinaspørgsmålet kan introduceres ræsonnementer, der i andre sammenhænge ville blive leet ad. F.eks. bliver palæstinensisk modstand mod den israelske besættelse ofte udlagt som udtryk for antisemitisme, som om der ikke var andre og bedre grunde til palæstinensisk anti-israelsk sindelag. Eller for slet ikke at tale om teorien om »semantisk glidning« der udlægger kritikken af israelske menneskerettighedskrænkelser som udtryk for antisemitisme: Når vi taler om bosættelser, tortur eller husødelæggelser, så er det i virkeligheden ikke disse fænomener vi kritiserer. Det er jøderne, vi ikke kan lide!

Det underlige er, at almindelige avislæsere og debattører ikke revolterer mod vrøvlet, der i en lind og endeløs strøm finder plads i især den trykte presse.

Det er ikke længe siden, at vrede læsere mente om Politiken, at avisen var antisemitisk, og kun lidt længere siden, at kritikere af Operation Dagsværks Palæstinakampagne sendte samme gespenst ud at gå. Og nu er det altså Torben Lund, der skal have turen. Det næstunderligste er, at den udbredt agitatoriske brug af »antisemitisme« som erstatning for mere lødig argumentation ikke har givet anledning til mere systematisk undersøgelse.

Debatten om Palæstina, Israel og forholdet mellem arabere og jøder udenfor Mellemøsten behøver en oprydning i begreberne, og dem der ønsker at bidrage til mere redelig information om konflikten må kende til de følelser, der er på spil, og som skaber et slaraffenland for platugler, der gør der gør det i at kyse Israel-kritiske stemmer med anklager om nazistisk antisemitisme.

Selvom påstandene om venstreorienteret og anti-israelsk antisemitisme i regelen ikke har noget på sig, og selvom det er let at vise det, er det alligevel rart og vigtigt at nogen gør sig den umage offensivt at kritisere den lemfældighed, hvormed offentlighedens debattører strør om sig med bekymring om den omsiggribende antisemitisme og anklager om nazistiske sympatier. Og blandt disse nogle, der heldigvis bliver flere og flere, er historikeren Morten Thing og redaktørerne på magasinet Counterpunch, Alexander Cockburn og Jeffrey St. Clair. Morten Thing har begået den lille bog »anti«, om antisemitisme og antikommunisme (engang to sider af samme sag), og Cockburn og St. Clair har redigeret en lille antologi om »The Politics of antisemitism«.

Antisemitisme
De fleste af bidragyderne til Cockburns og St. Clairs bog deles, så vidt jeg kan læse mig til, om at være amerikanere og skrive til en amerikansk offentlighed, der i langt højere grad end den danske er præget af proisraelske fanatikere, der har pantsat deres dømmekraft i forestillingen om israelsk ufejlbarlighed. F.eks. salig Edward Said og Norman Finkelstein.

En af undtagelserne fra det »amerikanske« billede er Uri Avneri fra Gush Shalom, der netop gør, hvad Melchior anklager Torben Lund for at gøre. Han placerer (en del af) ansvaret for udbredelsen af antijødisk sentiment hos Sharon og i israelsk politik. Theodor Herzl’s drøm, om Israel som et sikkert helle for jøder, har opgivet ævret. Israel er blevet et af de mest usikre steder at opholde sig, hvis man er jøde, og verden over ser jøder sig truet, fordi Sharon har haft held til, blandt modstandere og tilhængere, at gøre israelsk politik til et jødisk anliggende. Sharon’s regering er, skriver han, »et gigantisk laboratorium der gror antisemitisk virus«. Og »Sharons propagandister hælder benzin på bålet. Ved at kalde alle kritikere af hans politik for antisemitter, brændemærker han store grupper». Mange gode folk, som overhovedet ikke føler nogen for had mod jøder, men som afskyr forfølgelsen af palæstinenserne, bliver nu kaldt for antisemitter. Alvoren bliver altså taget ud af ordet antisemitisme, og det bliver giver noget, der ligner respektabilitet«. Torben Lunds pointe, med andre ord.

Den gentages i Michael Neumanns artikel, som er bogens bedste. Han forsøger at indkredse, hvad antisemitisme er, og hvorfor og i hvilken forstand at vi skal tage den alvorligt. Han konstaterer, at når antisemitisme opleves som noget, der ikke bare er almindelig racisme vendt mod jøder, og derfor ses som værende andet og mere end andre racismer, så skyldes det holocaust. Når europæiske politikere går i ekstraordinær panik over den »antisemitisme«, der kommer til udtryk i arabisk minoritetsungdoms hærværk mod jødiske synagoger og kirkegårde, så skyldes panikken, at vi »jo har set, hvad antijødiske indstillinger kan føre til«.

Men skønt der måske nok er grund til både bekymring og handling, som der er det i forhold til al slags racisme, så er der ingen grund til ekstraordinær bekymring. Dels udtrykker voldshandlingerne og hærværket ikke følelser eller ideologi, der på nogen måde sammenlignes med den, der næsten udryddede Østjødedommen, dels er de historiske omgivelser nogle fundamentalt andre end dem, der fandtes i Europa mellem de to verdenskrige.

Først og fremmest er de minoritetsarabere der i voldelig praksis og hadsk retorik udviser animositet overfor jøderne netop en minoriet – og dertil en usædvanligt marginaliseret en af slagsen. Så selvom nogen af disse arabiske unge ville hævne sig på alle jøder, så er der ingen grund til særlig panik. Og, kunne man tilføje, hvis der på noget tidspunkt opnås nogen udbredt opfattelse, der legitimerer »endelige løsninger«, så vil det – som tingene ser ud nu – være på det »muslimske problem«.

For selvom mange af israels apologeter gerne vil fremstille den heldigvis udbredte kritik af israelsk undertrykkelse af palæstinenserne som en nyformulering af antisemitismens »evige« eller universelle jødiske spørgsmål, så findes der i dag ingen sådan nyformulering. Der findes naturligvis klassisk antisemitisme, men den er i hovedsagen isoleret til marginale tosser på den yderste højrefløj; og der findes antijødiske racister, der begrunder deres racisme med Israels optræden i statens krig mod palæstinenserne. Men skønt de som er udsatte for denne og anden slags racisme nok er ligeglade med hvem og hvad de bliver ofre for, så er det vigtigt at kunne skelne.

Begrebet antisemitisme
Brugen af begrebet antisemitisme trækker en lang række følelser med sig der gør egentlig politisk analyse umulig og manipulation og demagogi til attraktive udveje for dem, der ikke har en sag eller som vil skræmme andre til at holde sig fra at blande sig eller for den sags skyld mene noget. Interesserer man sig for begrebet antisemitisme snarere end for dets politiske effekter i den offentlige debat, så er det Morten Things lille bog »Anti«, der er relevant.

Antisemitisme er, skriver han, ikke en betegnelse, der kan kastes efter en hvilken som helst fjendtlig indstilling overfor jøder. Man kan føle og ytre mishag ved jødisk religion eller kultur eller den jødiske stat, uden at man derfor er antisemit. Antisemitisme er ikke, som nogen ynder at beskrive den, universel og udstrakt over al tid, men historisk specifik og knyttet til fremvæksten af racismen.

Den kristne antijødiske ideologi rettede sig mod den jødiske religion, dvs. det var i deres egenskab af tilhængere af den jødedommen at jøder blev forfulgt. De kunne, i princippet i alt fald, konvertere og blive »rigtige mennesker«.

Siden rodede moderniten op i sproget, og pludselig var det jødiske ikke længere noget, der kun havde med religiøs identitet at gøre. Man kunne være ateistisk jøde, man kunne være socialistisk jøde, man kunne være zionist osv.

I den situation var det racismen, der introducerede den forestilling, at det jødiske ikke handlede om ting man gjorde, sagde eller mente, men noget man var, uanset hvilke anstrengelser man gjorde for at være noget andet. Dermed banede antisemitismen, som en ikke atypisk ideologisk reaktion på moderne mangfoldighed, vejen for den tanke, at løsningen på »det jødiske spørgsmål« var at sørge for, at der ingen jøder var overhovedet.

Antisemit bliver man med andre ord, hvis man gør genstanden for sit had til noget, der universelt, til alle tider og under alle forhold hører til det at være jøde. I Synsfeltet (DRs P1) formulerer Thing det sådan, at man i dag ikke kan erklære sig som antisemit, uden i en eller anden forstand at erklære sig medansvarlig for eller moralsk indforstået med nazismens jødeudryddelser.

Det samme gælder naturligvis den anden vej. Når Bent Melchior kalder Torben Lund for antisemit, så er hans pointe at Lund abonnerer på en ideologi eller lider af en »tvangstanke«, der i sidste ende er nazistisk. Lund kaldes kollega til Johnny Hansen, og sågar hans »sengekammerat«, så der lades ikke megen tvivl tilbage om den sag. Men i Lunds artikler optræder der intet, der kan motivere den slags postulater. I det højeste ligger der i kronikken en uheldig generalisering om »det jødiske samfund«, men at slutte fra den generalisering til nazistisk sindelag, er en ulyksagelig, men altså ikke enestående forurening af debatten.

Bent Melchior bruger holocaust, det tyvende århundredes grusomste, og i politisk og moralsk forstand vigtigste erfaring, til at skræmme folk fra at være uenige med ham. Mange af de mennesker, der ytrer sig kritisk overfor Israel er de samme, der udover at slå knuder på sig selv for ikke at komme til at sige noget, som Melchior m.fl. kan udlægge som antisemitisme, går til mindehøjtideligheder for nazismens ofre, konfronterer virkelige nazister og forbinder sig til israelere, der som Uri Avneri godt kan kende forskel. Imens gør Melchior nazi-Johnny stueren ved at gøre ham og Torben Lund til to stykker af samme alen.

Artiklen er bragt på Kontradoxa 14. juli 2004