Bøger til Bent Melchiors Natbord
»Hvis kritik af Israel er antisemitisme, så er det ikke noget problem at være antisemit«. Sådan nogenlunde konkluderede Torben Lund, dengang socialdemokratisk medlem af EU-parlamentet, sit usædvanligt klarsprogede udfald mod Sharon og mod det hykleri og fedteri der karakteriserer europæisk Mellemøst-politik. Torben Lund ventede, skrev han, en beskyldning om antisemitisme fra »det jødiske samfund« der »råber hver gang der rejses kritik« (Politiken 3.5.04).
Se, det var en foræring til dem, der – som Torben Lund havde ventet det – ville gøre hans kritik af den jødiske stats konkrete praksis til et angreb på jøder overhovedet. Tidligere overrabbiner Bent Melchior, som ellers nøjes med at forholde sig forstående og patroniserende til kritikere af Israel, mente at når nu Lund faktisk bad om at blive kaldt antisemit, så ville han ikke selv holde sig tilbage: »Derfor, Lund, får du titlen antisemit med ret til at bære samme, og du er blevet nærmeste kollega til (Nazi-Johnny, red.) Hansen, Greve, der også praler med at være racist. Tillykke.« (Politiken 8.5.04) Og så havde vi balladen: Seidenfaden, redaktør på Politiken forsøgte at dele sol og vind lige ved på én gang at acceptere Melchiors anklage og bede ham om at anlægge lidt bredere skuldre. På Jyllandsposten genoptog man »lederstilen« fra 30erne (omend med en anden adresse), og skrev om at Lunds indlæg havde et indre slægtskab med Julius Streicher, redaktør på den nazistiske avis Der Stürmer (Jyllandsposten 18. maj 2004).
