Følgende kommentar er føjet til debatten om “Forførerens Fald” på Informations hjemmeside torsdag den 29. maj:

Hejsa Bloglæser og Carsten Dahl.
Jeg er delvis enig med jer begge to. For det første med Bloglæser med hensyn til karakteristikken af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens anmeldelse som karaktermord, selvom indtrykket man efterlades med, er et ikke særlig succesfuldt karaktermord. For det andet er jeg enig med Carsten Dahl, ikke i at Thomassen og Brügger har ret, men i at man ikke skal lade karaktermyrderiet skygge for det indholdsmæssige i de tos kritik af filmen om Forførerens fald.

Præmissen for denne kritik er diskutabel. Den består i, at instruktørerne har stillet sig sidst i den lange række af mennesker, der har ladet sig fascinere af Linck og hans, jf. hvad man kunne se i filmen, duracel-kaninagtige energi og (selv-) begejstring og at netop denne sidsteplads burde have vaccineret dem mod Lincks forførelse. Og at de har forsømt netop det.

Om præmissen holder er, tror jeg, delvis et spørgsmål om temperament. For mit vedkommende kan jeg godt, på grundlag af filmen, godt se, hvorfor så mange er blevet besnæret af Linck, men filmen har også vaccineret mig imod nogensinde at hægte mig på projekter, hvis økonomiske virkeliggørelse er afhængige af Peter Linck (jeg regner bestemt heller ikke med, at han vil ringe). Jeg efterlades ikke med tvivl om han er i vild i roen. Det er han efter alt – inklusive filmen – at dømme.

Nu sidder jeg ikke i hovedet på instruktørerne, men hvis jeg skal forstå, hvorfor de har lavet filmen uden den brod, som Brügger efterspørger, så skyldes det sikkert en betragtning om, hvad der mangler i offentligheden. Og jeg tror ikke, at det er billedet af Peter Linck som psykofant eller “ejendomsmægler fra helvede” der mangler, men måske netop billedet af en mand med en idé, der efter hans egen opfattelse var så god, at han i “den gode sags tjeneste” kunne tillade sig alt muligt for at virkeliggøre den.

Man – jeg, hedder det – fornemmer, at den eneste kritik der i Brüggers og Thomassens forståelse ville være kritisk nok, ville være én, som dæmoniserede Peter Linck og gjorde ham endnu mere til det, han i forvejen var i hovedet på mange mennesker, og derved gjorde det svært at forstå, hvordan det kunne gå til, at så mange løb sammen om at virkeliggøre hans muligvis gakkede plan om en dansk Herald Tribune.

Dagbladet Dagen er lidt som Ny Alliance; et lidt kitchet projekt, som mange åbenbart var enige om havde en fremtid for sig, fordi der i deres øjne manglede “sådan noget”, og det der ellers fandtes var dansker-provinsielt, og ikke “på højde” med “det nye”. Det er let at begejstre med fornyelse, og der findes segmenter i det danske samfund, for nu at tale mediedansk, eller klasser, der tendentielt står parat til at hoppe på det første og bedste, der kan føje lidt up-beat-aura til deres selvforståelse som provinsialitetsoverskridere.

Det er det svært at lave dokumentarfilm om, og den vinkel er da heller ikke til stede i “Forførerens Fald”. Men det ville være sværere at bruge filmen til tænke den bredere tanke om de større sammenhænge, som historien om Dagen indgår i, hvis filmen havde gjort et nummer af at personificere årsagen til det ulyksagelige forløb i Lincks person, end hvis den som nu giver personen Peter Linck en mulighed for at komme til orde, og efterlade andet indtryk end at han har en skrue løs.

Så fik jeg en blog på min profil. Anledningen er selvfølgelig, at jeg vil prale lidt med mine guldkorn, men også at vi i disse dage bliver bombaderet med sludder om Israel, Palæstinenserne og Mellemøsten i det hele taget. Det er lidt gamle tekster noget af det, men som enhver der følger lidt med vil vide,at der trods fanfarer om frem- og tilbageskridt i fredsprocesser, og trods vores Udenrigsministers højtstemte hensigtserklæringer ikke sker alverden. Det meste af det, der bliver vist og sagt i fjernsynet er noget slemt vås, og dertil pro-israelsk progandistisk vås, og i aviserne står det ikke stort bedre til, selvom der findes hæderlige undtagelser. Hen ad vejen kommer der mere på, gammelt og – håber jeg – nyt, men indtil da to artikler om antisaemitisme og antizionisme og om det opalæstinensiske flygtningeproblem, et par nekrologer over afsjælede palæstinensiske politikere.

Med venlig hilsen, Lars Ploug

Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.

Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.

Men hvad er det, Arafat ikke kunne eller ville, men skulle? Tilsyneladende handler det om de selvmordsbombere, som han skiftevis ”ikke har styr på”, ”lader operere” eller fra tid til anden ligefrem ”kontrollerer”. Og derfor vel også den store del (flertallet?) af de palæstinensere, som ulykkeligvis og forståeligvis – deres israelsk besatte tilværelse taget i betragtning – kun har skuldertræk eller skadefryd til overs for de israelske civile, der kommer af dage ved selvmordsbombeangreb.

Og det handler om de ”indrømmelser” (en euphemisme for overgivelse), som Arafat ikke har kunnet levere. F.eks. ved Camp David forhandlingerne i sommeren 2000, hvor Ehud Barak ved nordamerikansk mellemkomst angiveligt tilbød Arafat, hvad ingen anden israelsk leder før havde tilbudt. Ingen vidste konkret noget om indholdet.

Alligevel stod lederskribenter og kommentatorer i kø for at udlægge hans afvisning som et udslag af urimelige fordringer og en ”missed opportunity” af historiske dimensioner. Senere har en amerikansk embedsmand afsløret, hvad indholdet i tilbuddet bestod i. Og set i lyset af palæstinensiske interesser, og af de FN konventioner, der giver dem en slags legitimitet, ville Arafats accept de facto have gjort ham endnu mere til konge af den palæstinensiske bantustan, end han var det i forvejen.

Og det viser hen til en anden måde at forstå det med det irrelevante: Israelerne har ikke mere at bruge Arafat til. Han har leveret det, han skulle levere. Han, som palæstinenserne har set op til, fik med Oslo-aftalen effektivt demonteret den første Intifada, og sat de folkelige ledere i de besatte områder ud af spillet til fordel for et regime, der kunne kontrollere hoben og holde den hen med løfter om et frit Palæstina.

Mens jeg sidder og skriver, kan radioavisen melde, at Arafat nu er død, sådan helt officielt. Og i aftenens nyhedsudsendelser vil de fortælle om terroristen, der blev fornuftig i 1993, men som siden blev diktatorisk leder af Det palæstinensiske selvstyre. Udenrigsministre vil, som vores egen Per Stig Møller i radioavisen kl 8 betone Arafats rolle som nationalt symbol for palæstinenserne, og tale om at hans død, trods den tristesse den giver anledning til, åbner et ”window of opportunity” for en fredelig udvikling. Man håber, at Arafat afløses af en eller anden, der er tilstrækkeligt i israelernes sold til at ville gøre den politiske undertrykkelse i Palæstina endnu mere massiv, sådan at der ikke er bøvl på den palæstinensiske bagsmæk.

Mens den amerikanske præsident og hans korps af højt placerede fedterøve i ”det ny Europa” får sig en svingom på Arafats grav, er der god grund til at huske på, at Arafat har spillet en stor rolle i skabelsen af den palæstinensiske nationale identitet, og at hans skæbne i høj grad skyldes svigt fra alle dem, der har haft noget at skulle have sagt, som har burdet sige noget, men som ikke har turdet. Alle de, der har forestillet sig, at forhandlinger kunne komme nogen vegne, når mægleren, De Forenede Stater, har spillet rollen som den, der garanterer den monstrøse uretfærdigheds fortsættelse.

Arafat, der også lød sit nom de guerre Abu Ammar, har indimellem sagt nej, hvor han burde. Han har bedt Sharon om at ”gå af helvede til”, og i øjeblikkes klarsyn og integritet afvist de mest fornedrende krav fra Israel og vennerne. Og at Bush glæder sig over hans afsjæling er ikke det ringeste gravmæle.

Artiklen er bragt på Kontradoxa 11. november 2004