Om Forførerens Fald, Dagbladet Dagen, Ny Alliance og storbytossernes forkærlighed for kitchede planer
Følgende kommentar er føjet til debatten om “Forførerens Fald” på Informations hjemmeside torsdag den 29. maj:
Hejsa Bloglæser og Carsten Dahl.
Jeg er delvis enig med jer begge to. For det første med Bloglæser med hensyn til karakteristikken af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens anmeldelse som karaktermord, selvom indtrykket man efterlades med, er et ikke særlig succesfuldt karaktermord. For det andet er jeg enig med Carsten Dahl, ikke i at Thomassen og Brügger har ret, men i at man ikke skal lade karaktermyrderiet skygge for det indholdsmæssige i de tos kritik af filmen om Forførerens fald.
Læs resten af dette indlæg »
En forklarende tekst
Så fik jeg en blog på min profil. Anledningen er selvfølgelig, at jeg vil prale lidt med mine guldkorn, men også at vi i disse dage bliver bombaderet med sludder om Israel, Palæstinenserne og Mellemøsten i det hele taget. Det er lidt gamle tekster noget af det, men som enhver der følger lidt med vil vide,at der trods fanfarer om frem- og tilbageskridt i fredsprocesser, og trods vores Udenrigsministers højtstemte hensigtserklæringer ikke sker alverden. Det meste af det, der bliver vist og sagt i fjernsynet er noget slemt vås, og dertil pro-israelsk progandistisk vås, og i aviserne står det ikke stort bedre til, selvom der findes hæderlige undtagelser. Hen ad vejen kommer der mere på, gammelt og – håber jeg – nyt, men indtil da to artikler om antisaemitisme og antizionisme og om det opalæstinensiske flygtningeproblem, et par nekrologer over afsjælede palæstinensiske politikere.
Med venlig hilsen, Lars Ploug
Abu Ammar 1929 -2004
Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.
Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.
