Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.

Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.

Men hvad er det, Arafat ikke kunne eller ville, men skulle? Tilsyneladende handler det om de selvmordsbombere, som han skiftevis ”ikke har styr på”, ”lader operere” eller fra tid til anden ligefrem ”kontrollerer”. Og derfor vel også den store del (flertallet?) af de palæstinensere, som ulykkeligvis og forståeligvis – deres israelsk besatte tilværelse taget i betragtning – kun har skuldertræk eller skadefryd til overs for de israelske civile, der kommer af dage ved selvmordsbombeangreb.

Og det handler om de ”indrømmelser” (en euphemisme for overgivelse), som Arafat ikke har kunnet levere. F.eks. ved Camp David forhandlingerne i sommeren 2000, hvor Ehud Barak ved nordamerikansk mellemkomst angiveligt tilbød Arafat, hvad ingen anden israelsk leder før havde tilbudt. Ingen vidste konkret noget om indholdet.

Alligevel stod lederskribenter og kommentatorer i kø for at udlægge hans afvisning som et udslag af urimelige fordringer og en ”missed opportunity” af historiske dimensioner. Senere har en amerikansk embedsmand afsløret, hvad indholdet i tilbuddet bestod i. Og set i lyset af palæstinensiske interesser, og af de FN konventioner, der giver dem en slags legitimitet, ville Arafats accept de facto have gjort ham endnu mere til konge af den palæstinensiske bantustan, end han var det i forvejen.

Og det viser hen til en anden måde at forstå det med det irrelevante: Israelerne har ikke mere at bruge Arafat til. Han har leveret det, han skulle levere. Han, som palæstinenserne har set op til, fik med Oslo-aftalen effektivt demonteret den første Intifada, og sat de folkelige ledere i de besatte områder ud af spillet til fordel for et regime, der kunne kontrollere hoben og holde den hen med løfter om et frit Palæstina.

Mens jeg sidder og skriver, kan radioavisen melde, at Arafat nu er død, sådan helt officielt. Og i aftenens nyhedsudsendelser vil de fortælle om terroristen, der blev fornuftig i 1993, men som siden blev diktatorisk leder af Det palæstinensiske selvstyre. Udenrigsministre vil, som vores egen Per Stig Møller i radioavisen kl 8 betone Arafats rolle som nationalt symbol for palæstinenserne, og tale om at hans død, trods den tristesse den giver anledning til, åbner et ”window of opportunity” for en fredelig udvikling. Man håber, at Arafat afløses af en eller anden, der er tilstrækkeligt i israelernes sold til at ville gøre den politiske undertrykkelse i Palæstina endnu mere massiv, sådan at der ikke er bøvl på den palæstinensiske bagsmæk.

Mens den amerikanske præsident og hans korps af højt placerede fedterøve i ”det ny Europa” får sig en svingom på Arafats grav, er der god grund til at huske på, at Arafat har spillet en stor rolle i skabelsen af den palæstinensiske nationale identitet, og at hans skæbne i høj grad skyldes svigt fra alle dem, der har haft noget at skulle have sagt, som har burdet sige noget, men som ikke har turdet. Alle de, der har forestillet sig, at forhandlinger kunne komme nogen vegne, når mægleren, De Forenede Stater, har spillet rollen som den, der garanterer den monstrøse uretfærdigheds fortsættelse.

Arafat, der også lød sit nom de guerre Abu Ammar, har indimellem sagt nej, hvor han burde. Han har bedt Sharon om at ”gå af helvede til”, og i øjeblikkes klarsyn og integritet afvist de mest fornedrende krav fra Israel og vennerne. Og at Bush glæder sig over hans afsjæling er ikke det ringeste gravmæle.

Artiklen er bragt på Kontradoxa 11. november 2004

I 2004 ved denne tid på året skrev jeg til Kontradoxa en nekrolog over Yassir Arafat, der efter lang tids isolation og sygsdom i sit hovedkvarter i Ramallah på Vestbredden åndede ud for ikke siden at ånde ind igen. Arafat, overleveren og diplomaten, havde side 2001 siddet isoleret i sit hovedkvarter i det land, hvis selvstændighed han havde brugt sit liv til at kæmpe for. Hvis det sidste han gjorde var at se ud af vinduet, så så han de israelske tanks, der i bogstavelig forstand havde gjort ruiner af såvel hans embedsbolig og hans drøm om en selvstændig palæstinensisk stat. Nu må jeg til tasterne igen og skrive nekrolog, for nu har George Habash, endnu en af palæstinensernes store politikere fundet sit livs afslutning.

Hvad Al-Hakim (den vise) så ud af sit vindue var ikke Palæstina, for det land havde han ikke set i mange, mange år. Han døde lørdag i Amman, Jordan, af et hjertetilfælde, og kunne se tilbage på et langt liv som flygtning og indtil år 2000 som generalsekretær for Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP). Født i landsbyen Lydda i 1926 blev han og hans familie som så mange andre palæstinensere ofre for den etniske udrensning af palæstinensiske arabere, der gik forud for og fulgte Israels oprettelse i 1948.
I begyndelsen af 50erne var Dr. Habash (han var læge blandt grundlæggerne af Arab National Movement, der under indtryk af arabisk nationalisme eller panarabisme søgte at gøre Palæstinas befrielse fra zionistisk besættelse til en del af en bredere arabisk bestræbelse på uafhængighed af de vestlige kolonimagter, men ovenpå junikrigen i 1967,hvor Israel underlagde sig endnu mere arabisk territorium dannede Habash sammen blandt andre forfatteren Ghasan Kanafani (myrdet af Mossad i 1972) det venstreorienterede PFLP.
PFLP er i vid udstrækning blevet gjort synonym med de flykapringer som organisation gennemførte i 70erne, men spillede også en vigtig rolle i de besatte områder især under den første palæstinensiske opstand, Intifadaen (1987-1991), hvor PFLPs lokale aktivister spillede en vigtig rolle i organiseringen af den palæstinensiske befolkning. Dermed kom PFLP til at spille en vigtig rolle i det forløb, der gav den Palæstinensiske befrielsesorganisation en slags momentum På Madrid-konferencen 1991, hvor PLO blev repræsenteret af politikere fra den besatte områder som del en jordansk delegation.
Dette momentum satte formand Arafat imidlertid over styr i Oslo-processen, der blev til gennem hemmelige samtaler mellem Arafats håndgangne mænd og Israelerne. Oslo var, som fredsprocesproces betragtet, var forbi nærmest inden den var begyndt. Arafat fik sit selvstyre, og blev noget der lignede en præsident. Men selvstyret var i realiteten en række indbyrdes isolerede Bantustans, og Arafat blev statholder, der regerede på Israels nåde, så længe han kunne levere varen og være, hvad der i fredsproces-industriens jargon blev kendt som relevant.
PFLP er, i løbet af 90erne og ind i det nye årtusinde, blevet en svag og fattig organisation, selvom de har haft ret i deres analyse af fredsprocessen som en opskrift på fortsat israelsk besættelse og kolonisering. Beklageligvis har dem med uret også haft penge, og de har kastet milliarder efter Arafats selvstyremyndigheder og ”fredsvillige”, ”realistiske” og ”relevante” samarbejdspartnere; idag Mahmoud Abbas, senere en anden, der viser sig mere relevant for Israels formål.
Arafat blev irrelevant for Israel og fredsprocesmagerne, da han ikke længere ville eller kunne være redskab for den fortsatte besættelse. Dr. Habash og hans organisation var aldrig relevant i den forstand, og står derfor, sammen med andre palæstinensiske politikere for et venstreorienteret og verdsligt alternativ til den islamiske vækkelse, der i lyset af den fortsatte israelske besættelse og korrupte Fatah-administration har grebet palæstinenserne. Men sympatisk eller ej, et slagkraftig t alternativ til Hamas er PFLP ikke, og tegnene på, at det i den nære fremtid kan blive anderledes, er små eller ikke-eksisterende.
På Vestbredden erklærede den relevante Mahmoud Abbas officielle sørgedage til ære for altid irrelevante Habash, hvis organisations kompromisløshed mht udlægningen af ”det palæstinensiske spørgsmål” står i grelleste modsætning til Fatah-statholderiets servilitet. Og selvom kompromisløsheden mht accept af besættelse og apartheid muligvis har stået i vejen for at PFLP og Habash kunne opnå indflydelse, så har den haft, og har fortsat, positiv betydning som lille, men dog eksisterende alternativ til Hamas’ islamisme og Fatahs oportunisme. Og alternativets faktiske eksistens er, så småt det end er, forudsætning for at det kan blive stort.