Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.

Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.

Men hvad er det, Arafat ikke kunne eller ville, men skulle? Tilsyneladende handler det om de selvmordsbombere, som han skiftevis ”ikke har styr på”, ”lader operere” eller fra tid til anden ligefrem ”kontrollerer”. Og derfor vel også den store del (flertallet?) af de palæstinensere, som ulykkeligvis og forståeligvis – deres israelsk besatte tilværelse taget i betragtning – kun har skuldertræk eller skadefryd til overs for de israelske civile, der kommer af dage ved selvmordsbombeangreb.

Og det handler om de ”indrømmelser” (en euphemisme for overgivelse), som Arafat ikke har kunnet levere. F.eks. ved Camp David forhandlingerne i sommeren 2000, hvor Ehud Barak ved nordamerikansk mellemkomst angiveligt tilbød Arafat, hvad ingen anden israelsk leder før havde tilbudt. Ingen vidste konkret noget om indholdet.

Alligevel stod lederskribenter og kommentatorer i kø for at udlægge hans afvisning som et udslag af urimelige fordringer og en ”missed opportunity” af historiske dimensioner. Senere har en amerikansk embedsmand afsløret, hvad indholdet i tilbuddet bestod i. Og set i lyset af palæstinensiske interesser, og af de FN konventioner, der giver dem en slags legitimitet, ville Arafats accept de facto have gjort ham endnu mere til konge af den palæstinensiske bantustan, end han var det i forvejen.

Og det viser hen til en anden måde at forstå det med det irrelevante: Israelerne har ikke mere at bruge Arafat til. Han har leveret det, han skulle levere. Han, som palæstinenserne har set op til, fik med Oslo-aftalen effektivt demonteret den første Intifada, og sat de folkelige ledere i de besatte områder ud af spillet til fordel for et regime, der kunne kontrollere hoben og holde den hen med løfter om et frit Palæstina.

Mens jeg sidder og skriver, kan radioavisen melde, at Arafat nu er død, sådan helt officielt. Og i aftenens nyhedsudsendelser vil de fortælle om terroristen, der blev fornuftig i 1993, men som siden blev diktatorisk leder af Det palæstinensiske selvstyre. Udenrigsministre vil, som vores egen Per Stig Møller i radioavisen kl 8 betone Arafats rolle som nationalt symbol for palæstinenserne, og tale om at hans død, trods den tristesse den giver anledning til, åbner et ”window of opportunity” for en fredelig udvikling. Man håber, at Arafat afløses af en eller anden, der er tilstrækkeligt i israelernes sold til at ville gøre den politiske undertrykkelse i Palæstina endnu mere massiv, sådan at der ikke er bøvl på den palæstinensiske bagsmæk.

Mens den amerikanske præsident og hans korps af højt placerede fedterøve i ”det ny Europa” får sig en svingom på Arafats grav, er der god grund til at huske på, at Arafat har spillet en stor rolle i skabelsen af den palæstinensiske nationale identitet, og at hans skæbne i høj grad skyldes svigt fra alle dem, der har haft noget at skulle have sagt, som har burdet sige noget, men som ikke har turdet. Alle de, der har forestillet sig, at forhandlinger kunne komme nogen vegne, når mægleren, De Forenede Stater, har spillet rollen som den, der garanterer den monstrøse uretfærdigheds fortsættelse.

Arafat, der også lød sit nom de guerre Abu Ammar, har indimellem sagt nej, hvor han burde. Han har bedt Sharon om at ”gå af helvede til”, og i øjeblikkes klarsyn og integritet afvist de mest fornedrende krav fra Israel og vennerne. Og at Bush glæder sig over hans afsjæling er ikke det ringeste gravmæle.

Artiklen er bragt på Kontradoxa 11. november 2004

Israels sikkerhed er det semantiske våben, der skyder alle oplysningsidealer og kritisk fornuft i grus, godt hjulpet på vej af systematisk bagvaskelse af Israels kritikere med anklager om antisemitisme. Sik­ker­hed står således før afviklingen af bosættelser, kontrolposter og bypass roads, og i det hele taget af det apartheid-lignende system, som forståelig- og beklageligvis motiverer unge palæstinensiske mænd og kvinder til at sprænge sig selv i luften sammen med så mange israelere som muligt. Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at Israel fortsætter med en politik, der med usvigelig sikkerhed vil producere flere selvmordsbombere og gøre livet endnu mere usikkert for jøder i den stat, hvis højere mening vistnok er at være det ene sted i verden, de kan være og føle sig sikre.

Ét svar på det spørgsmål handler selvfølgelig om det jerngreb som den zionistiske ideologi holder israelsk politik i, og at ideologien er ufornuftig. Den snak er der også noget om, men et andet svar gives af den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein i sin bog ”The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism”. Bogen er på en og samme tid en udlægning af historien om den frimarkedsideologi, der har spillet forskellige, men vigtige og skæbnesvangre roller overalt i verden, og en diagnose af de nye markeder som har åbnet sig undervejs i krigen mod terror og de store selskabers bestræbelser på at gøre dem endnu større og endnu mere profitable. Og Israel har, skriver Klein, i kraft af sin beliggenhed og politik fået en særlig rolle at spille i den ny kapitalisme.

Sikkerhedsstaten
Kleins pointe baserer sig i korte træk på den ukontroversielle påstand, at det var Israels økonomiske isolation i Mellemøsten, der var i alt fald en del af statens incitament for at forlade kursen med konsekvent afvisning af forhandlinger med palæstinenserne. Israel så en økonomisk pointe i at normalisere forholdet til de arabiske stater, der efter Egyptens enegang i 1977 stadig var lukket land for afsætningen af israelske varer, eller med Shimon Peres ord: ”Et nyt Mellemøsten” med ”fred mellem markeder”. Israel skulle være, hed det blandt andet, Mellemøstens Singapore. Sådan er det som bekendt ikke gået, men Israel har ikke desto mindre kunne opvise en dramatisk vækst i økonomien. Nøgleordet er netop sikkerhed. Israelske dimser og knowhow indenfor overvågning og terrorbekæmpelse har, ovenpå 11. september og ”krigen mod terror” gjort hele den vestlige verden til et lukrativt marked, og Israel til et gigantisk showroom for teknologier af den slags, som populistiske politikere og visionære voldsmonopoler ikke kan få nok af.

Grønne zoner
Israel er blevet en sikkerhedsstat, der ikke alene kan leve med den desperate situation, som den har anbragt de okkuperede palæstinensere i, men også har en slags gavn af den trussel, som de desperate palæstinensere udgør: For fortsat at kunne være innovativ og for fortsat at kunne tjene som levende eksempel på, at man kan leve med ansvaret for at have undertrykte, fattige og desperate mennesker i nabolaget uden at behøve at tænke på at give dem et bedre liv. Overalt i verden føler privilegerede mennesker deres privilegier truet, og overalt efterspørges ”løsninger” der ikke involverer omfordeling af ressourcer. Det handler om at etablere ”grønne zoner” eller gated communities, om at holde hoben ude, snarere end om at lukke den inde. Så i det lys er der to grunde til at Israel ikke går op i politiske løsninger på konflikten med palæstinenserne. Den ene er, at det ikke er det nære marked i Mellemøsten, som er interessant for Israels ny økonomi, men snarere det internationale. Så Israel har ikke længere det incitament for forhandlinger, som staten havde i det sidste årtusindes sidste årti. Den anden er, at Israel behøver truslerne som omgivelse for innovation, som kreativt miljø.

Israel blev, som mange andre økonomier offer for det såkaldte dot-com sammenbrud efter årtusindeskiftet. Der var blevet tjent mange og hurtige penge på den ny internet-økonomi, og dot-com selskabernes værdi var steget voldsomt. Den ny økonomi blev forudsætning for at den isolerede israelske økonomi kunne vokse, og da boblen brast ramte det derfor Israel ekstra hårdt. Men ”kampen mod terror ” har altså gjort det muligt at løbe de døre ind, der ellers var lukket af økonomisk krise og isolation.

Friedmans doktrin
Naomi Klein, der tidligere har glimret ved udgivelsen af blandt andet bogen ”No Logo”, og som medinstruktør af filmen ”The Take” om fabriksbesættere i Argentina, er en blandt flere betydningsfulde kritikere af nyliberalismen, dvs. den ”politik” der vil afskaffe politik overhovedet og erstatte så mange af statens funktioner som muligt med private operatørers tjenester

Den store nyiliberale guru er den amerikanske økonom, filosof og nobelpristager Milton Friedman, og det er hans ”doktrin” om chokket som forudsætning for introduktion af radikal markedsorientering af samfund, som Klein tager udgangspunkt i. Friedman ville nok ikke selv anerkende doktrinen som doktrin, for den står i skarp kontrast til hans påstand om de radikalt politikløse og markedsorienterede samfunds frihed. Men Klein har fundet frem til et sigende citat, hvor Friedman skriver, at det næppe er muligt at indføre radikale frimarkedsreformer af demokratisk vej, og at der behøves et chok, for at det kan lade sig gøre.

I bogen viser Klein, gennem et imponerende arsenal af eksempler, at den radikale frimarkedspolitik behøver den hårde hånd for at blive virkeliggjort. Vi bliver taget fra Chile, hvor netop Friedmans lærlinge fra Chicago School of Economics, de såkaldte Chicago-drenge, fik frie hænder af General Pinochet til at omorganisere økonomien i mesterens billede, til Storbritannien, hvor Friedman-fan Thatcher statuerede et eksempel for alle britiske arbejdere ved at løse problemerne med strejkende minearbejdere med vold og derved statuere et eksempel for alle mindre betydningsfulde fagforeninger. Derfra til Rusland, hvor Jeltsins kup mod Dumaen asfalterede vejen til udsalget af den russiske stats aktiver, og til Kina hvor regimets massakre på Den Himmelske Freds Plads banede vejen for en besynderlig kombination af det værste fra statssocialismen og kapitalismen, nemlig en radikal markedsorientering af Kina under opsyn af et kommunistisk parti af værste, stalinistiske slags.

Chokterapi
Det seneste eksempel på doktrinen i aktion, hvor chokket påføres bevidst, er Irak. Irak er, skriver Klein, et eksempel på, hvordan den nyliberale grådighed får frit løb. Irakiske værdier blev solgt for ingen penge til initiativrige forretningsmennesker, og milliarder af amerikanske dollars bliver overført til den såkaldte genopbygning, der i det store og hele er en fiktion. Irakerne får næsten ingenting for de penge, som amerikanske skatteydere kaster efter de projekter, der skulle gøre Irak til eksempel for resten af Mellemøsten.

Den nye tendens består i at drage nyiliberal nytte af de katastrofer, som der efter alt at dømme bliver flere af. Fx som følge af terrorangreb som det, der ramte borgere i New York i 2001 og oversvømmelser som dem, der lagde New Orleans under havets overflade. Der handler det om at udnytte katastrofen. For det første ved at lade private entreprenører overtage de opgaver, som statslige organisationer ikke magter at løse på grund af uduelig ledelse og den mangel på resourcer, der ofte er konsekvens af nedskæringer. Således kunne man i 2005 opleve vagter fra firmaet Blackwater sørge for sikkerheden i det våde kaos i New Orleans, og at private entreprenører klagede over at det blev tilladt velgørende non-profit organisationer at hjælpe nødstedte. Det var, ja gæt selv, konkurrenceforvridende!

Sikker i en verden af kaos
For det andet ved at etablere forsikringsordninger, der gør det muligt for velstående mennesker at sørge for sig selv, så de kan forlade den samme båd, som katastroferne i udgangspunktet anbringer alle i. Et forsikringsselskab lover fx at man kan gøre ”katastrofen til en ferie”. Skulle ulykken være ude, og orkanen, skovbranden eller oversvømmelsen ramme ens bolig, sørger selskabet for ferie med hotel, flytransport og det hele, og for at huset bliver genopbygget i det luksuriøse fravær.

Tilhængerne af det uregulerede marked elsker katastrofer. Fordi det giver dem lejlighed til at vise, at det offentlige beredskab, som deres politiske venner har hjulpet til at gøre utilstrækkeligt og inkompetent, står sig bedre ved at blive overladt til private entreprenører. Og fordi det skaber et marked, hvor de som har pengene kan købe sig tril tilstrækkelighed og ekstra luksus, hvor staten fejler.

Derved udhules oplevelsen af natur- og menneskeskabte katastrofer som fælles vilkår, som der kan og bør handles på politisk. Og det er der, den katastrofile kapitalisme tilbyder en særlig rolle for Israel som leverandør af de koncepter og den teknologi, som gør det muligt for vinderne ikke at blive truet af, eller overhovedet at skulle forholde sig til taberne. Som magthaverne i Israel, der har fundet ud af at leve med, at de har gjort tabere af et helt folk.

Nu stiller spørgsmålet sig naturligvis, om Naomi Klein er komplot-teoretiker. Eller måske endda antisemit, når hun netop fremhæver netop Israel, den jødiske stat, som den katastrofile kapitalismes top-præstation. Men den katastrofile kapitalisme behøver ingen konspirationer og ingen jøder for at virke. Alt hvad den behøver er en katastrofe, eller angsten for en. og så nogle grådige og entreprenante mennesker, der står på spring for at udnytte den.