plovhesten orienterer

Følgende kommentar er føjet til debatten om “Forførerens Fald” på Informations hjemmeside torsdag den 29. maj:

Hejsa Bloglæser og Carsten Dahl.
Jeg er delvis enig med jer begge to. For det første med Bloglæser med hensyn til karakteristikken af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens anmeldelse som karaktermord, selvom indtrykket man efterlades med, er et ikke særlig succesfuldt karaktermord. For det andet er jeg enig med Carsten Dahl, ikke i at Thomassen og Brügger har ret, men i at man ikke skal lade karaktermyrderiet skygge for det indholdsmæssige i de tos kritik af filmen om Forførerens fald.

Præmissen for denne kritik er diskutabel. Den består i, at instruktørerne har stillet sig sidst i den lange række af mennesker, der har ladet sig fascinere af Linck og hans, jf. hvad man kunne se i filmen, duracel-kaninagtige energi og (selv-) begejstring og at netop denne sidsteplads burde have vaccineret dem mod Lincks forførelse. Og at de har forsømt netop det.

Om præmissen holder er, tror jeg, delvis et spørgsmål om temperament. For mit vedkommende kan jeg godt, på grundlag af filmen, godt se, hvorfor så mange er blevet besnæret af Linck, men filmen har også vaccineret mig imod nogensinde at hægte mig på projekter, hvis økonomiske virkeliggørelse er afhængige af Peter Linck (jeg regner bestemt heller ikke med, at han vil ringe). Jeg efterlades ikke med tvivl om han er i vild i roen. Det er han efter alt – inklusive filmen – at dømme.

Nu sidder jeg ikke i hovedet på instruktørerne, men hvis jeg skal forstå, hvorfor de har lavet filmen uden den brod, som Brügger efterspørger, så skyldes det sikkert en betragtning om, hvad der mangler i offentligheden. Og jeg tror ikke, at det er billedet af Peter Linck som psykofant eller “ejendomsmægler fra helvede” der mangler, men måske netop billedet af en mand med en idé, der efter hans egen opfattelse var så god, at han i “den gode sags tjeneste” kunne tillade sig alt muligt for at virkeliggøre den.

Man – jeg, hedder det – fornemmer, at den eneste kritik der i Brüggers og Thomassens forståelse ville være kritisk nok, ville være én, som dæmoniserede Peter Linck og gjorde ham endnu mere til det, han i forvejen var i hovedet på mange mennesker, og derved gjorde det svært at forstå, hvordan det kunne gå til, at så mange løb sammen om at virkeliggøre hans muligvis gakkede plan om en dansk Herald Tribune.

Dagbladet Dagen er lidt som Ny Alliance; et lidt kitchet projekt, som mange åbenbart var enige om havde en fremtid for sig, fordi der i deres øjne manglede “sådan noget”, og det der ellers fandtes var dansker-provinsielt, og ikke “på højde” med “det nye”. Det er let at begejstre med fornyelse, og der findes segmenter i det danske samfund, for nu at tale mediedansk, eller klasser, der tendentielt står parat til at hoppe på det første og bedste, der kan føje lidt up-beat-aura til deres selvforståelse som provinsialitetsoverskridere.

Det er det svært at lave dokumentarfilm om, og den vinkel er da heller ikke til stede i “Forførerens Fald”. Men det ville være sværere at bruge filmen til tænke den bredere tanke om de større sammenhænge, som historien om Dagen indgår i, hvis filmen havde gjort et nummer af at personificere årsagen til det ulyksagelige forløb i Lincks person, end hvis den som nu giver personen Peter Linck en mulighed for at komme til orde, og efterlade andet indtryk end at han har en skrue løs.