Om Forførerens Fald, Dagbladet Dagen, Ny Alliance og storbytossernes forkærlighed for kitchede planer
Følgende kommentar er føjet til debatten om “Forførerens Fald” på Informations hjemmeside torsdag den 29. maj:
Hejsa Bloglæser og Carsten Dahl.
Jeg er delvis enig med jer begge to. For det første med Bloglæser med hensyn til karakteristikken af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens anmeldelse som karaktermord, selvom indtrykket man efterlades med, er et ikke særlig succesfuldt karaktermord. For det andet er jeg enig med Carsten Dahl, ikke i at Thomassen og Brügger har ret, men i at man ikke skal lade karaktermyrderiet skygge for det indholdsmæssige i de tos kritik af filmen om Forførerens fald.
Læs resten af dette indlæg »
En forklarende tekst
Så fik jeg en blog på min profil. Anledningen er selvfølgelig, at jeg vil prale lidt med mine guldkorn, men også at vi i disse dage bliver bombaderet med sludder om Israel, Palæstinenserne og Mellemøsten i det hele taget. Det er lidt gamle tekster noget af det, men som enhver der følger lidt med vil vide,at der trods fanfarer om frem- og tilbageskridt i fredsprocesser, og trods vores Udenrigsministers højtstemte hensigtserklæringer ikke sker alverden. Det meste af det, der bliver vist og sagt i fjernsynet er noget slemt vås, og dertil pro-israelsk progandistisk vås, og i aviserne står det ikke stort bedre til, selvom der findes hæderlige undtagelser. Hen ad vejen kommer der mere på, gammelt og – håber jeg – nyt, men indtil da to artikler om antisaemitisme og antizionisme og om det opalæstinensiske flygtningeproblem, et par nekrologer over afsjælede palæstinensiske politikere.
Med venlig hilsen, Lars Ploug
Bøger til Bent Melchiors Natbord
»Hvis kritik af Israel er antisemitisme, så er det ikke noget problem at være antisemit«. Sådan nogenlunde konkluderede Torben Lund, dengang socialdemokratisk medlem af EU-parlamentet, sit usædvanligt klarsprogede udfald mod Sharon og mod det hykleri og fedteri der karakteriserer europæisk Mellemøst-politik. Torben Lund ventede, skrev han, en beskyldning om antisemitisme fra »det jødiske samfund« der »råber hver gang der rejses kritik« (Politiken 3.5.04).
Se, det var en foræring til dem, der – som Torben Lund havde ventet det – ville gøre hans kritik af den jødiske stats konkrete praksis til et angreb på jøder overhovedet. Tidligere overrabbiner Bent Melchior, som ellers nøjes med at forholde sig forstående og patroniserende til kritikere af Israel, mente at når nu Lund faktisk bad om at blive kaldt antisemit, så ville han ikke selv holde sig tilbage: »Derfor, Lund, får du titlen antisemit med ret til at bære samme, og du er blevet nærmeste kollega til (Nazi-Johnny, red.) Hansen, Greve, der også praler med at være racist. Tillykke.« (Politiken 8.5.04) Og så havde vi balladen: Seidenfaden, redaktør på Politiken forsøgte at dele sol og vind lige ved på én gang at acceptere Melchiors anklage og bede ham om at anlægge lidt bredere skuldre. På Jyllandsposten genoptog man »lederstilen« fra 30erne (omend med en anden adresse), og skrev om at Lunds indlæg havde et indre slægtskab med Julius Streicher, redaktør på den nazistiske avis Der Stürmer (Jyllandsposten 18. maj 2004).
Abu Ammar 1929 -2004
Da G.H.W. Bush ved et pressemøde blev bedt om at kommentere meldingen om Arafats død, faldt hans forventeligt ubegavede og apolitiske svar prompte: ”God bless his soul!”. Og selvom ”bless” betyder ”velsigne”, så var det sikkert ikke pænt ment. Havde han villet sige mere om, hvad han selv, eller hans politiske bagland, tænkte om Arafat, så kunne han have uddybet sig med ord som terroristisk, antisemitisk, diktatorisk. Alt det og så ”irrelevant”.
Nu kan man jo mene om mangt og meget, at det er irrelevant. Om det faktisk forholder sig sådan finder man jo først for alvor ud af, når det eller den, man finder irrelevant, ikke er der mere. Og det har man jo altså chancen for at finde ud af nu, hvor Arafat enten er gravklar eller bibber derudaf med maskiner til at trække hans vejr.
Israel og den katastrofile kapitalisme
Israels sikkerhed er det semantiske våben, der skyder alle oplysningsidealer og kritisk fornuft i grus, godt hjulpet på vej af systematisk bagvaskelse af Israels kritikere med anklager om antisemitisme. Sikkerhed står således før afviklingen af bosættelser, kontrolposter og bypass roads, og i det hele taget af det apartheid-lignende system, som forståelig- og beklageligvis motiverer unge palæstinensiske mænd og kvinder til at sprænge sig selv i luften sammen med så mange israelere som muligt. Spørgsmålet er, hvordan det kan være, at Israel fortsætter med en politik, der med usvigelig sikkerhed vil producere flere selvmordsbombere og gøre livet endnu mere usikkert for jøder i den stat, hvis højere mening vistnok er at være det ene sted i verden, de kan være og føle sig sikre.
Ét svar på det spørgsmål handler selvfølgelig om det jerngreb som den zionistiske ideologi holder israelsk politik i, og at ideologien er ufornuftig. Den snak er der også noget om, men et andet svar gives af den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein i sin bog ”The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism”. Bogen er på en og samme tid en udlægning af historien om den frimarkedsideologi, der har spillet forskellige, men vigtige og skæbnesvangre roller overalt i verden, og en diagnose af de nye markeder som har åbnet sig undervejs i krigen mod terror og de store selskabers bestræbelser på at gøre dem endnu større og endnu mere profitable. Og Israel har, skriver Klein, i kraft af sin beliggenhed og politik fået en særlig rolle at spille i den ny kapitalisme.
